Den Danske Speedway Liga

Nyheder
Kalender
Resultater
Stillingen
Snitliste
Reglerne
Dagens Fighter
Galleri
Klubber
Links
Kontakt
Konkurrence
 

 

Nyheder september 2009

 
29-09-2009 Thomas Jørgensen "Årets Fighter 2009"

                                                                                   "Årets Fighter 2009" bliver den kun 17-årige Thomas Jørgensen fra Brovst Speedway Club.

 

 

Thomas er fire gange i løbet af sæsonen blevet kåret til "Dagens Fighter" - en bedrift som også er overgået Michael Palm Toft, Kenneth Kruse Hansen og Michael Jepsen Jensen, men da Thomas har det laveste snit på ranglisten, er det den unge Brovst-kører, der løber med den eftertragtede titel.

Thomas Jørgensen er den syvende vinder af titlen gennem tiderne.

De tidligere vindere er:

  • Bjarne Nilsson - 2008
  • Tommy Pedersen - 2007
  • Kenneth Kruse Hansen - 2006
  • Nicki Pedersen - 2005
  • Henrik Møller - 2004
  • Henrik Møller - 2003

 

 
25-09-2009 Årets næstsidste Grand Prix

Lørdag aften køres årets næstsidste Grand Prix i italienske Terenzano og for mange kørere er der vigtige point på spil.

Jason Crump kan sikre sig verdensmesterskabet, men den australske kører er fortsat alvorligt plaget af et styrt for små 14 dage siden. Ved dagens træning måtte Jason Crump således trække sig efter blot to omgange på banen i Italien.

Også for danskerne er der vigtige point på spil, da alle danskere er i fare for at ryge ud af top 8, som er kravet for at være sikker på deltagelse i næste års serie om verdensmesterskabet.

Du kan naturligvis se Grand Prix'et fra Italien direkte på dk4 lørdag aften fra klokken 20.00.

Sæt dig tilrette i sofaen og følg med via vores heatskema, som du finder her.

 
25-09-2009

Holstebro vandt årets sidste match

 

Med en hjemmebanesejr på 43-41 over Vojens slutter Holstebro som nummer fire i Anti Rust Ringen Speedway League – og dermed har klubben indfriet forventninger til sæsonen.

 

Det samme kan ikke siges om modstanderne fra Vojens, som i deres første sæson i ligaen fra start meldte ud, at målsætningen var medaljer – dette blev dog langt fra indfriet af sønderjyderne, der sluttede på en samlet femteplads – 12 point fra en bronzemedalje.

 

For hjemmeholdets holdleder Steven Andersen var det vigtigt at hive en sejr i land i aftenens match.

 

”Dels var sejren nødvendig for at slutte på fjerdepladsen, men det var også vigtigt for mig at slutte ordentligt af”, sagde Steven Andersen, som stod i spidsen for Holstebro for sidste gang. I næste sæson er Steven Andersen nemlig tilbage i barndomsklubben Outrup.

 

”Der er med en vist vemod at jeg siger farvel i Holstebro, men jeg glæder mig også enormt over, at Outrup i 2010 er tilbage i ligaen og jeg får mulighed for at stå som holdleder for min gamle klub”, udtaler Steven Andersen.

 

Begge holdledere måtte dog gennem en særdeles spændende afslutning inden matchen var afgjort – inden aftenens sidste heat var stillingen lige 39-39. Holstebro havde dog de bedste kort på hånden, da Bjarne Pedersen – som indtil dagens sidste heat havde scoret maksimum point – skulle ud for hjemmeholdet. Men den tidligere Grand Prix-kører missede starten og først med en omgang igen lykkedes det Bjarne Pedersen at passere gæsternes Patrick Nørgaard og score det afgørende point for Holstebro.

 

Scorer:

Holstebro Speedway Klub

Vojens Speedway Klub

Bjarne Pedersen

15+1

Klaus Jakobsen

1

Kenni Larsen

8

Michael Jepsen Jensen

14

Andriej Karpow

12+3

Anders Mellgren

9

Tommy Pedersen

2

Patrick Nørgaard

8+2

Claes Nedermark

6+2

Robin Törnqvist

9+3

 

Michael ”LiGlad” Jepsen Jensen blev efter matchen kåret som ”Dagens Fighter”.

 
24-09-2009 Kategorisering af de danske kørere til 2010

SportsDivisionen Speedway har her til aften offentliggjort kategoriseringen af de danske kørere til den danske liga for 2010.

Se listen her

 
24-09-2009

Holstebro og Vojens kæmper om 4. pladsen

 

Når Holstebro fredag aften tager imod Vojens i Anti Rust Ringen Speedway League i sæsonens sidste match gælder det en slutplacering som nummer fire.

 

Vojens havde inden sæsonstart en målsætning om at komme i top 3 – en målsætning som ikke bliver indfriet. Til gengæld kan Holstebro med uafgjort eller en sejr indfri deres målsætning, som inden sæsonstart var top 4.

 

Holstebro stiller i stærkeste opstilling med holdkaptajn Bjarne Pedersen samt den ukrainske kører Andriej Karpow. Karpow har som den eneste kører været fast mand hos Holstebro i samtlige 14 ligamatcher i år.

 

Gæsterne fra Vojens har til gengæld haft svært ved at finde en topkører til årets sidste match. Såvel Kenneth Bjerre som Emil Sayfutdinov er optaget er træning i Italien forud for lørdagens Grand Prix og klubben to øvrige A-kører Edward Kennett og Tai Woffinden er kontraktligt forpligtiget til at deltage i træning forud for løb i Polen.

 

Det betyder, at Vojens har valgt at stille uden A-kører til matchen, men i stedet har tre B-kører med til Holstebro. Desuden råder klubben naturligvis over ligaens bedste D-kører Michael ”LiGlad” Jepsen Jensen, som endnu en gang kan vise sig at blive den afgørende faktor for Vojens.

 

Holdopstillinger:

 

Holstebro Speedway Klub

Vojens Speedway Klub

Bjarne Pedersen (A)

Klaus Jakobsen (B)

Kenni Larsen (C)

Michael Jepsen Jensen (D)

Andriej Karpow (B)

Anders Mellgren (B)

Tommy Pedersen (C)

Patrick Nørgaard (B)

Claes Nedermark (C)

Robin Törnqvist (C)

 

Matchen køres fredag den 25. september 2009 med start klokken 17:30.

 

Sted: Holstebro Speedway Stadion, Hesselåvej 41 B, 7500 Holstebro.
 
23-09-2009 Teenagere vandt matchen for Brovst

To 17-årige knægte havde stor andel i Brovst's sejr over Holstebro i Anti Rust Ringen Speedway League.

Søndag eftermiddag vandt Brovst på udebane med 42-45 over Holstebro - og de to yngste kørere på Brovst-holdet scorede tilsammen mere end halvdelen af nordjydernes point.

Thomas Jørgensen, der i øvrigt var rykket op som kører nummer fire, imponerede med 10+1 point, mens den unge polske debutant Patryk Dudek scorede hele 13+1 point. Undervejs slog begge unge kørere blandt andet Holstebros ukrainske kører Andriej Karpow.

Med resultatet cementerede Brovst deres placering som nummer tre i den danske liga, mens Holstebro fortsat er palceret som nummer fire - en placering som de dog kan miste til Vojens, nåpr netop de to klubber afslutter sæsonen den 25. september.

Scorer:

 

Holstebro Speedway Klub

Brovst Speedway Club

Bjarne Pedersen

22+1

Daniel Pytel

12+1

Tommy Pedersen

6

Patryk Dudek

13+1

Andriej Karpow

13+1

Steen Jensen

6+1

Claes Nedermark

1

Thomas Jørgensen

10+1

Lars Daniel Gunnestad

0

Casper Wortmann

4+1

 

Thomas Jørgensen blev efter matchen kåret til ”Dagens Fighter”.

 
20-09-2009 Norsk kører kategoriseret til den danske liga

Den 17-årige nordmand Lars Daniel Gunnestad er blevet kategoriseret som C-kører i Anti Rust Ringen Speedway League.

Dermed kan den unge nordmand senere i dag få sin debut i den danske speedway liga for Holstebro, når de senere i dag møder Brovst.

 
19-09-2009

Holstebro – Brovst mødes søndag eftermiddag

 

Holstebro tager søndag eftermiddag imod Brovst i Anti Rust Ringen Speedway League i sæsonens næstsidste match.

 

Medaljerne er allerede fordelt med guld til Holsted, sølv til Slangerup og bronze til Brovst – mens Holstebro uanset resultatet af de sidste matcher slutter som nummer fire eller fem.

 

Holstebro sluttede i 2008 som nummer fire – og en placering som nummer fire er ligeledes målsætningen for indeværende sæson – og den kan holdet indfri med en sejr over Brovst – ellers får holdet endnu et skud i bøssen, når de den 25. september kører sæsonens sidste match mod Vojens.

 

Holdleder Steven Andersen har valgt at stille i noget nær stærkeste opstilling for at indfri klubbens målsætning – således er Bjarne Pedersen igen med som holdkaptajn for Holstebro, som også har genvalg til ukrainske Andriej Karpow, der indtil videre har kørt samtlige matcher i år for Holstebro.

 

Hos gæsterne fra Brovst var det meningen, at matchen skulle have været come-back til Ulrich Østergaard efter en skadespause, men en træning torsdag viste, at Ulrich Østergaard fortsat døjer med sin knæskade.

 

Dermed stiller Brovst op til søndagens match uden A-kører, men har til gengæld tre B-kørere med – her i blandt debutanten Patryk Dudek.

 

Holdopstillinger:

 

Holstebro Speedway Klub

Brovst Speedway Club

Bjarne Pedersen (A)

Daniel Pytel (B)

Tommy Pedersen (C)

Patryk Dudek (B)

Andriej Karpow (B)

Steen Jensen (B)

Claes Nedermark (C)

Thomas Jørgensen (D)

Lars Daniel Gunnestad (C)

Casper Wortmann (C)

 

Matchen køres søndag den 20. september 2009 med start klokken 14:00.

 

Sted: Holstebro Speedway Stadion, Hesselåvej 41 B, 7500 Holstebro.
 
18-09-2009 De danske mestre sejrede i Esbjerg

Allerede i sidste uge kunne Holsted lade sig fejre som danske mestre 2009, men det havde ikke fået holdet til at spare på krudtet, da holdet skulle møde Esbjerg i sidste runde i Anti Rust Ringen Speedway League.

Holsted stillede i stærkeste opstilling anført af verdensmester Nicki Pedersen.

Holsted lagde ud som sande mestre og sejrede i de første mange heat og var hurtigt foran 21-9, men så vågnede om ikke Esbjerg så i hvert fald Michael Palm Toft op.

Den unge Michael Palm Toft scorede i hans sidste fire heat ni point og vandt blandt andet et heat foran verdensmester Nicki Pedersen - dermed var den unge Esbjerg-kører stærkt medvirkende til, at Esbjerg kunne nøjes med at tabe med 10 point, da matchen sluttede 38-48.

Den flotte indsats af Michael Palm Toft blev naturligvis også hædret med titlen som "Dagens Fighter".

 Scorer: 

Esbjerg Motor Sport

Holsted Speedway Klub

Mads Korneliussen

12+2

Nicki Pedersen

15

Tobias Busch

4

Nicolai Klindt

10+2

Zbigniew Suchecki

8

Patrick Hougaard

11+1

Michael Palm Toft

10

Patrick Bjerregaard

9+1

Dannie Søderholm

4+1

Nicklas Porsing

3

 
18-09-2009 Slangerup sikrede sig sølvet

Med en sejr på 44-43 ude mod Vojens sikrede Slangerup sig sølvmedaljerne i Anti Rust Ringen Speedway League.

Slangerup bragte sig hurtigt foran foran i matchen og selvom Vojens brugte Emil Sayfutdinov som Joker i heat 9, var sønderjyderne fortsat fem point efter sidste års mestre fra Slangerup.

Slangerup måtte endda halvvejs i matchen undvære deres normale gode point-sluger Kenneth Kruse Hansen, som endnu ikke var oppe i de rigtige omdrejninger efter en skadespause.

Mod slutningen af matchen lykkedes det dog hjemmeholdet at få lidt spænding ind i matchen, da først Robin Törnqvist og siden Emil Sayfutdinov kørte heatsejre hjem - men da var det for sent og Slangerup sikrede sig med sejren årets sølvmedaljer.

Mange af de 743 tilskuere havde især glædet sig til opgøret mellem det russiske stortalen Emil Sayfutdinov og den danske landsholdskaptajn Hans Andersen - en opgør som danske Hans Andersen vandt 3-2.

Scorer:

 

Vojens Speedway Klub

Slangerup Speedway Klub

Emil Sayfutdinov

21

Hans Andersen

15+1

Michael Jepsen Jensen

9+1

Morten Risager

11+1

Tomasz Rempala

5

Kenneth Kruse Hansen

5+1

Klaus Jakobsen

0

Henrik Vedel

10

Robin Törnqvist

8

Philip Tirsdal

3+1

 

Svenske Robin Törnqvist fra Vojens Speedway Klub blev efter matchen kåret som ”Dagens Fighter”.

 
15-09-2009

Vestjysk lokal-opgør uden betydning

 

Når Esbjerg onsdag aften får besøg af de nykårede danske mestre fra Holsted, er der tale om en match, som ikke har nogen betydning – Holsted er kåret som mestre og Esbjerg har klaret sig fri af nedrykning, men kan ikke nå medaljerne.

 

Men selvom matchen ingen betydning har for hverken medaljer eller nedrykning, er der meget prestige på spil.

 

De to klubber har dels en anke-sag kørende ved Danmarks Motor Union efter de to klubbers første møde – og desuden er der tale om et vaskeægte lokalopgør mellem de to mest vindende klubber gennem tiderne.

 

De to klubbers første møde blev indstillet på grund af mørke, da Esbjerg var foran med et enkelt point – en sejr som kom i hus efter en protest fra Esbjerg Motor Sport. Dette fik Holsteds sportschef Rudi Steen Hansen til at love hjul til Esbjerg, da han efter matchen blev interviewet til dk4.

 

”Den udtalelse står jeg naturligvis ved. Inden sæsonstart havde både Holsted og Esbjerg som målsætning at vinde guld – en målsætning som kun en af os har levet op til – og onsdag aften vil vi naturligvis vise, at vi er de sande mestre”, udtaler Rudi Steen Hansen til speedway-league.com.

 

I Esbjerg-lejren er de dog ikke klar til at give Holsted en sejr i sæsonafslutningen.

 

”Der var en del polemik omkring matchen i Holsted – men vi vil vise at vores sejr i Holsted var fortjent – og derfor vinder vi onsdag”, siger holdleder Kim Lagoni fra Esbjerg Motor Sport.

 

Holdopstillinger:

 

Esbjerg Motor Sport

Holsted Speedway Klub

Mads Korneliussen (A)

Nicki Pedersen (A)

Tobias Busch (B)

Nicolai Klindt (B)

Zbigniew Suchecki (B)

Patrick Hougaard (B)

Michael Palm Toft (D)

Patrick Bjerregaard (D)

Dannie Søderholm (C)

Nicklas Porsing (D)

 

Matchen køres onsdag den 16. september 2009 med start klokken 18:30.

 

Sted: Korskro Motorcentrum, Tinghedevej, 6715 Esbjerg N.

 
15-09-2009

Slangerup kører efter sølvet

 

De forsvarende mestre fra Slangerup Speedway Klub har mistet dette års mesterskab, men med en sejr på udebane mod Vojens, kan klubben sikre sig årets sølvmedaljer.

 

Det bliver dog langtfra nogen nem opgave for Slangerup, som blot vandt med et enkelt point sidst de to klubber mødtes – og det var endda på Slangerups egen bane.

 

Desuden har sønderjyderne denne gang det russiske stjerneskud Emil Sayfutdinov på holdet – en bare 19-årig knægt, der med sejren i lørdagens Grand Prix i Slovenien nu er oppe på hele tre Grand Prix-sejre i år.

 

Vojens stiller naturligvis også med et andet stjerneskud – nemlig danske Michael ”LiGlad” Jepsen Jensen, der i sin debut-sæson er placeret som den 12. bedste dansker på ranglisten.

 

Slangerup, som skal vinde for at være sikre på sølvmedaljerne, stiller naturligvis også i stærkeste opstilling, hvilket vil sige anført af Grand Prix-kører Hans Andersen samt de to Grand Prix-reserver fra Vojens – Kenneth Kruse Hansen og Morten Risager.

 

Kenneth Kruse Hansen har ikke kørt løb i de seneste uger på grund af en skade, men ifølge Slangerups holdleder Lars Munkedal, har Kenneth Kruse Hansen trænet i weekenden og meldes derfor klar til matchen onsdag aften.

 

Holdopstillinger:

 

Vojens Speedway Klub

Slangerup Speedway Klub

Emil Sayfutdinov (A)

Hans Andersen (A)

Michael Jepsen Jensen (D)

Morten Risager (B)

Tomasz Rempala (B)

Kenneth Kruse Hansen (B)

Klaus Jakobsen (B)

Henrik Vedel (C)

Robin Törnqvist (C)

Philip Tirsdal (D)

 

Matchen køres onsdag den 16. september 2009 med start klokken 19:00.

 

Sted: Vojens Speedway Center, Tinglykke 9, 6500 Vojens.

 
15-09-2009

Grindsted tabte og rykker ud af ligaen

 

Grindsted Speedway Klub tabte med fire point til Brovst – og dermed er Grindsted dømt til nedrykning uanset øvrige resultater og uanset udfaldet af Holsteds anke.

 

Begge hold var ramt af flere skader og afbud, hvilket medførte at de to holdopstillinger var meget anderledes end tidligere udmeldt.

 

De to hold skiftedes til at tage teten i matchen, hvor Grindsted hurtigt bragte sig foran – og efter blot fem heat førte Grindsted 19-11.

 

Dette gav Brovst-holdleder Ib Pedersen mulighed for at køre taktisk – og med fuld gevinst på det taktiske plan var det pludselig Brovst der var i front 30-24 efter heat ni.

 

Dette gav muligheden for Grindsteds holdleder Jens Erik ”Basse” Nielsen at bruge taktiske reserver – og selvom de taktisk indsatte kørere scorede tre point i det efterfølgende heat – blev heatet vundet af nordjydernes Tomasz Jedrzejak, og derefter stod det klar at Grindsteds overlevelse i ligaen hang i en tynd tråd og da resultattavlen efter matchen viste 40-44, var det en kendsgerning at Grindsted Speedway Klub efter tre år i den bedste række, må rykke ud af Anti Rust Ringen Speedway League.

 

Med sejren er Brovst sikker på at slutte med medaljer – bronzen er sikker og hvis Slangerup på onsdag sætte point til i Vojens, har nordjyderne mulighed for at slutte på andenpladsen, såfremt de formår at vinde deres sidste match mod Holstebro.

 

Scorer:

 

Grindsted Speedway Klub

Brovst Speedway Club

Joonas Kylmäkorpi (A)

12+2

Tomasz Jedrzejak (A)

12

Linus Sundström (B)

12+1

Daniel Pytel (B)

10

Henning Bager (B)

12+2

Leon Madsen (B)

13+2

Steffen B Jespersen (C)

4+2

Thomas Jørgensen (D)

5+1

Stefan Pedersen (D)

0

Casper Wortmann (C)

4

 

Grindsteds Steffen B Jespersen blev efter matchen kåret som ”Dagens Fighter”.

 
14-09-2009 Ændringer i holdopstillingerne til dagens match

På grund af skader og afbud er der ændret væsentligt på opstillingerne til dagens match mellem Grindsted og Brovst.

Holdopstillinger:

 

Grindsted Speedway Klub

Brovst Speedway Club

Joonas Kylmäkorpi (A)

Tomasz Jedrzejak (A)

Linus Sundström (B)

Steen Jensen (B)

Henning Bager (B)

Leon Madsen (B)

Steffen B Jespersen (C)

Thomas Jørgensen (D)

Stefan Pedersen (D)

Casper Wortmann (C)

 

Matchen køres mandag den 14. september 2009 med start klokken 18:00.

 

Sted: OPTIMERA Speedway Stadion, Blåbjergvej 1, 7200 Grindsted.

 
12-09-2009 Heatskema til aftenens Grand Prix

I aften køres årets niende Grand Prix i slovenske Krsko.

dk4 er på pletten og sender direkte fra kl. 19.00.

Find dit heatskema her

Husk - dk4 er også på pletten, når Vojens møder Slangerup i Anti Rust Ringen Speedway League på onsdag - matchen sendes onsdag aften kl. 22.30.

 
11-09-2009 Afgørelse på Holsteds anke forventes i weekenden

Som tidligere skrevet her på speedway-league.com har Holsted Speedway Klub indgivet et anke til Danmarks Motor Union i forbindelse med klubbens nederlag til Esbjerg den 2. september 2009.

Formanden for Sports Divisionen Speedway Niels Munk Nielsen oplyser i dag til Jydske Vestkysten, at der arbejdes på at behandle anken i løbet af weekenden, således at der er klarhed over stillingen inden Grindsteds match mandag aften.

Hvis Holsted får medhold i anken, vil det betyde at Esbjerg mister to point i den samlede stilling - og dermed vil Esbjerg fortsat være i fare for nedrykning, såfremt Grindsted vinder deres hjemmematch mod Brovst på mandag.

Får Holsted ikke medhold i anken, skal Grindsted scorer minimum 64 point i opgøret mod Brovst for at undgå nedrykning - i det tilfælde vil Fjelsted blive dømt til nedrykning.

Læs mere om sagen i lørdagens udgave af Jydske Vestkysten. 

 
10-09-2009

Grindsted skal tangere scoringsrekorden i den danske liga

 

64-22 – så stort tabte Brovst Speedway Club en match tilbage i 2007 – og hvis det står til Grindsted Speedway Klub sker det igen på mandag, hvor Grindsted hjemme tager imod det nordjyske hold.

 

Grindsted er i overhængende fare for at rykke ud af Anti Rust Ringen Speedway League, men med en stor-sejr over Brovst, kan Grindsted redde sig endnu en sæson i ligaen på bekostning af Fjelsted.

 

Grindsted har dog måske en anden mulighed for at redde livet i ligaen – Holsted Speedway Klub har nemlig indsendt en anke til Danmarks Motor Union omkring resultatet af matchen mellem Holsted og Esbjerg – og får Holsted medhold i deres anke, har Grindsted mulighed for at gå forbi Esbjerg i den samlede stilling.

 

Set ud fra holdopstillingerne er Grindsted klar til at kæmpe deres chance – og de har således igen lavet aftale med den svenske Grand Prix-stjerne Andreas Jonsson, som senest imponerede det danske publikum da han vandt det Nordiske Grand Prix på Vojens Speedway Center.

 

Hvem Brovst stiller med er til gengæld lidt mere uvist. Holdleder Ib Pedersen har skrevet Ulrich Østergaard på holdanmeldelsen, men sidst speedway-league.com spottede Ulrich Østergaard, humpede han af sted med en skadet knæskal.

 

Matchen er Grindsteds sidste i denne sæson, mens Brovst mangler endnu en udematch mod Holstebro, som skal køres den 20. september 2009.

 

Holdopstillinger:

 

Grindsted Speedway Klub

Brovst Speedway Club

Andreas Jonsson (A)

Ulrich Østergaard (A)

Linus Sundström (B)

Steen Jensen (B)

Henning Bager (B)

Leon Madsen (B)

Mads E Skov (D)

Christian Agö (C)

Steffen B Jespersen (C)

Thomas Jørgensen (D)

 

Matchen køres mandag den 14. september 2009 med start klokken 18:00.

 

Sted: OPTIMERA Speedway Stadion, Blåbjergvej 1, 7200 Grindsted.

 
10-09-2009 Ny dato for matchen mellem Holstebro og Vojens

Der er fastsat ny dato for afvikling af den udsatte match mellem Holstebro og Vojens i Anti Rust Ringen Speedway League.

Matchen var planlagt til den 18. september, men da der var problemer med at finde kørere til matchen og der samme dato skal afvikles en match i DanmarksTurneringens 1. division, er klubberne blevet enige om at flytte matchen til fredag den 25. september med start kl. 17.30.

 
10-09-2009 Holsted anker nederlaget mod Esbjerg

speedway-league.com erfarer, at Holsted Speedway Klub har anket afgørelsen, hvor holdets Simon Nielsen fik frataget et point i matchen mod Esbjerg i sidste uge.

Netop dette point betød, at Holsted tabte matchen med et enkelt point, men hvis Holsted får medhold i deres anke, kan resultatet blive ændret, således at Holsted vinder matchen med et point.

Uanset udfaldet af anken har Holsted sikret sig årets mesterskab, men det kan få stor indflydelse for hvem der rykker ud af ligaen.

Hvis matchens resultat ændres til Holsteds fordel vil Esbjerg fortsat være i fare for at slutte på sidstepladsen og dermed blive dømt til nedrykning.

 
10-09-2009

Holsted sikrede sig guldet

 

Holsted Speedway Klub sikrede sig onsdag aften klubbens 14. mesterskab, da de efter en sejr i Holstebro på 44-43 er sikre på at vinde Anti Rust Ringen Speedway League.

 

Holsted er uden tvivl fortjente mestre i år, men det er mere usikkert om de kan benævnes som fortjente vindere af matchen mod Holstebro.

 

Hjemmeholdet Holstebro var dominerende fra start og umiddelbart bestod Holsted-holdet kun af en kører – nemlig Patrick Hougaard, der blev matchens topscorer med 22 point.

 

I løbet af matchen lykkedes det dog også Holsteds polske kører Damian Balinski at finde den rette opsætning og efter en svag start var polakken flyvende i matchens afslutning.

 

Holsted var kun foran en gang i matchen og det var efter 14. og sidste heat, hvor netop Patrick Hougaard og Damian Balinski sikrede Holsted en 5-1 sejr.

 

I Holstebro-lejren var skuffelsen tydelig efter nederlaget, som stort set sendte holdet ud af kampen for bronze-medaljerne. Holdleder Steven Andersen var dog klar til at påtage sig ansvaret.

 

”Holdet gør en kanon indsats i dag – desværre mister jeg overblikket i matchens afslutning og set i bagklogskabens ulidelige klare lys skulle jeg havde valgt at placere kørerne på andre startbaner i de sidste to heat”, udtalte Steven Andersen, som dermed gav sig selv skylden for nederlaget.  

 

Scorer:

 

Holstebro Speedway Klub

Holsted Speedway Klub

Bjarne Pedersen

10+3

Damian Balinski

12+3

Kenni Larsen

12

Nicolai Klindt

6

Andriej Karpow

12

Patrick Hougaard

22

Tommy Pedersen

2+1

Henrik Møller

3

Claes Nedermark

7+2

Patrick Bjerregaard

1

 

Holstebros Kenni Larsen blev efter matchen kåret til ”Dagens Fighter”.

 
10-09-2009

Fjelsted sejrede og bliver med 99,9% sikkerhed i ligaen

 

Fjelsted kendte inden onsdagens match mod Vojens kravet for overlevelse i Anti Rust Ringen Speedway League – vind matchen eller I er i overhængende fare for at rykke ned.

 

…og Fjelsted sejrede 43-41 og er dermed næsten sikre på endnu en sæson i den bedste række. Teoretisk kan Fjelsted nemlig stadig rykke ned, hvis Grindsted scorer over 63 point i deres sidste match mod Brovst.

 

Dagens mand i Fjelsted var klart fynboernes holdkaptajn Sebastian Ulamek, den polske Grand Prix-kører scorede maksimum 18 point og slog undervejs den danske Grand Prix-kører Kenneth Bjerre fem gange.

 

Fjelsteds sejr var fuldt fortjent, men godt arbejde af holdleder Jan Jakobsen fra Vojens sikrede spænding til sidste heat. Jan Jakobsen brugte undervejs både Kenneth Bjerre og Michael Jepsen Jensen som taktiske reserver – og begge gange var der maksimalt udbytte, da begge kørere vandt deres ekstra heat.

 

”Vi er naturligvis skuffet efter nederlaget – det var en af de matcher vi havde regnet med at vinde – men forskellen i dag var Sebastian Ulamek, han kørte en fantastisk match for Fjelsted”, udtalte Jan Jakobsen efter matchen til speedway-league.com

 

Med 1.683 tilskuere på lægterne var der sæsonrekord i Fjelsted – og fynboer viste dermed, at de også ønsker liga-speedway på Fyn i 2010

 

Scorer:

 

Fjelsted Speedway Klub

Vojens Speedway Klub

Sebastian Ulamek

18

Kenneth Bjerre

15+1

Dawid Stachyra

11+1

Michael Jepsen Jensen

12+1

Claus Vissing

9+1

Patrick Nørgaard

8+1

Samo Kukovica

4

Kevin Wölbert

3+1

Marc Randrup

1+1

Robin Törnqvist

3+1

 

Patrick Nørgaard fra Vojens Speedway Klub blev efter matchen kåret som ”Dagens Fighter”.

 
08-09-2009 Holsted sætter fan-busser ind mellem Holsted og Holstebro

Skuffelsen var stor i Holsted, da klubben ikke formåede at sikre klubbens 14. mesterskab på hjemmebanen i sidste uge.

Nu gør klubben en nyt forsøg, når holdet i næstsidste match skal forsøge at hente de afgørende point på udebane i Holstebro.

Klubben vil dog gerne fejre holdet sammen med de mange trofaste fans, hvorfor klubben i samarbejde med flere sponsorer har valgt at indsætte gratis busser fra Holsted til Holstebro Speedway Stadion onsdag eftermiddag.

Læs mere om busturen her

 
08-09-2009 Ny dato for Holstebro - Vojens

Der er nu fastsat nyt tidspunkt for matchen mellem Holstebro og Vojens, der blev aflyst i fredags på grund af regnvejr.

Ny dato for matchen bliver fredag den 18. september med start kl. 17.30.

 
08-09-2009

Fjelsteds kamp for overlevelse

 

Fjelsted kæmper for overlevelse i Anti Rust Ringen Speedway League, når klubben onsdag aften køres årets sidste hjemmematch mod gæsterne fra Vojens..

 

Hvis Fjelsted ikke vinder matchen mod Vojens – er klubbens overlevelse i den bedste række afhængig af, at Grindsted ikke vinder deres sidste match.

 

Med en sejr til Fjelsted har klubben dog med 99,9% sikkerhed sikret sig endnu en sæson i landets bedste speedway række. Hvis det efter en sejr til fynboerne skal gå galt, vil det kræve et mirakel fra Grindsted, der som minimum skal op og tangere ligaens scoringsrekord, som er tilbage fra 2007, hvor Holsted vandt en hjemmematch med 64-22.

 

Det er også tydeligt at se på Fjelsteds hold, at der er meget at køre for. Holdleder Michael B Nielsen har ikke mindre end tre gæstekørere på holdet, der skal sikre en sejr i årets sidste match.

 

”Jeg indrømmer gerne, at onsdagens hold ikke har meget tilfælles med vores oprindelige bruttotrup, men nu er vi kastet for løverne i en ren kamp for overlevelse – og i den situation er jeg sikker på, at vi har fundet holdet, som kan sikre Fyn endnu en sæson i den danske speedway liga”, siger Fjelsteds holdleder Michael B Nielsen til speedway-league.com.

 

Gæsterne fra Vojens må dog på ingen måde undervurderes – holdet er anført af Grand Prix-kører Kenneth Bjerre og også holdet succvesfulde første-års-kører Michael ”LiGlad” Jepsen Jensen er klar til at give den gas på Fjelsted Speedway Center.

 

Holdopstillinger:

 

Fjelsted Speedway Klub

Vojens Speedway Klub

Sebastian Ulamek (A)

Kenneth Bjerre (A)

Dawid Stachyra (B)

Michael Jepsen Jensen (D)

Claus Vissing (B)

Patrick Nørgaard (B)

Samo Kukovica (C)

Kevin Wölbert (B)

Marc Randrup (D)

Robin Törnqvist (C)

 

Matchen køres onsdag den 9. september 2009 med start klokken 18:00.

 

Sted: Fjelsted Speedway Center, Ridderstien 31, 5463 Harndrup

 
08-09-2009

Holsted går efter guldet

 

Når Holstebro på onsdag kører på hjemmebane mod gæsterne fra Holsted, vil gæsterne kører for at kunne tage champagnen frem efter matchen.

 

Holsted havde håbet at vinde det Danske Mesterskab sidste onsdag på hjemmebanen, men nu bliver guldet ikke sikret på hjemmebanen.

 

”Det er vi naturligvis skuffet over – for vi ville gerne have givet vores trofaste tilskuere den oplevelse”, fortæller sportschef Rudi Steen Hansen fra Holsted Speedway Klub.

 

Han oplyser dog, at en række af klubbens fans følger med til Holstebro.

 

”I samarbejde med en række af klubbens sponsorer har vi valgt at arrangere gratis bustransport fra Holsted til Holstebro på onsdag”, forklarer Rudi Steen Hansen.

 

Holstebro stiller i stærkeste opstilling og bliver en svær modstander for Holsted, der er uden Nicki Pedersen. Men Holsted kan faktisk også tåle at tabe matchen med op til 11 point og stadig vinde det Danske Mesterskab – Holsted vandt nemlig det første opgør mellem de to klubber med 12 point (49-37).

 

Onsdagens match bliver desuden et gensyn med tre af Danmarks U21-landsholdskører, som vandt VM-sølv i weekenden – de tre er Holstebros Kenni Larsen samt Holsteds Patrick Hougaard og Nicolai Klindt.

 

Holdopstillinger:

 

Holstebro Speedway Klub

Holsted Speedway Klub

Bjarne Pedersen (A)

Damian Balinski (A)

Kenni Larsen (C)

Nicolai Klindt (B)

Andriej Karpow (B)

Patrick Hougaard (B)

Tommy Pedersen (C)

Henrik Møller (C)

Claes Nedermark (C)

Patrick Bjerregaard (D)

 

Matchen køres onsdag den 9. september 2009 med start klokken 18:00.

 

Sted: Holstebro Speedway Stadion, Hesselåvej 41 B, 7500 Holstebro.
 
04-09-2009 Aflysning

Dagens match i Anti Rust Ringen Speedway League mellem Holstebro og Vojens er aflyst på grund af regn.

Ny dato offentliggøres senere.

 
03-09-2009 Kritik af Falck

Holsted Speedway Klub er stærkt utilfredse med servicen fra Falck i forbindelse med klubbens match onsdag aften mod Esbjerg.

Efter en tilskuere havde fået et ildebefindende måtte arrangørerne vente omkring en time på en ny ambulance.

"Det er under al kritik", skriver Holsted Speedway klub på deres hjemmeside, hvor de også i detaljer beskriver, hvordan klubben oplevede Falcks kommunikation i løbet af aftenen.

"Det ene øjeblik skulle ambulancen komme fra Kolding og det næste fra Esbjerg. På et tidspunkt blev det oplyst, at den var på Hedevejen, men derfra gik der yderligere 20 minutter", står der at læse på www.holsted-speedway.dk

speedway-league.com har forelagt kritikken overfor de ansvarlige ved Falck, men her ønsker man ikke at kommentere sagen.

"Vi vil naturligvis tage kontakt til arrangørerne, men derudover har vi ingen kommentar til sagen", oplyser ambulancechef Niels Thorup fra Falck i Region Syd overfor speedway-league.com.

 
03-09-2009 Gæt en stilling

Når tilskuerne går til speedway i Holsted - og det er der mange der gør - kan det være svært at følge med i stillingen.

Holsted Speedway Klub har ellers en flot resultattavle, men ved de seneste mange løb har den ikke fungeret.

Enkelte streger i tallene virker, men det er ikke nok til at tilskuere har mulighed for at se stillingen. Men måske er det bare endnu et element til øget spænding.

Også ved den nylig afholdte EM-Finale havde flere udenlandske gæster svært ved at følge med i stillingen, da Polen til sidst snød svenskerne for EM-guldet.

Holsted har ligaens højeste tilskuertal i ligaen - men de mange besøgende må mange gange gætte sig til resultatet.

 
03-09-2009

Holstebro – Vojens mødes fredag aften

 

Når Holstebro fredag aften tager imod Vojens i Anti Rust Ringen Speedway League kører midtjyderne for at holde sig inde i kampen om bronzemedaljerne.

 

Holstebro er dog i svækket opstilling, da Kenni Larsen skal køre U21 hold VM-Finale og derfor ikke kan være med for hjemmeholdet. Endvidere er holdets ukrainske kører Andriej Karpow tvivlsom efter han styrtede for Holstebro onsdag aften i opgøret mod Brovst. Den ukrainske kører vil dog allerede i aften (torsdag) forsøge at køre i Sverige og såfremt det går godt er han klar for Holstebro fredag.

 

Kenni Larsen bliver erstattet af polske Grzegorz Knapp, der til dagligt kører i den næstbedste polske liga, hvor han er klubkammerat med en anden Holstebrokører – Tommy Pedersen.

 

Vojens-holdet risikerer dog også at blive svækket. Ifølge speedway-league.com’s oplysninger er Michael Jepsen Jensen sengeliggende med influenza i disse dage – og også Klaus Jakobsen er på vej tilbage efter en sygdomsperiode.

 

Holdleder Jan Jakobsen fra Vojens håber dog, at begge kørere vil være klart til start fredag aften.

 

Som førstekører og direkte modstander til Holstebros Bjarne Pedersen stiller Vojens med Danmarks nye håb i Grand Prix Serien Kenneth Bjerre, der i Grand Prix’erne har imponeret med tre finalepladser i træk.

 

Holdopstillinger:

 

Holstebro Speedway Klub

Vojens Speedway Klub

Bjarne Pedersen (A)

Kenneth Bjerre (A)

Grzegorz Knapp (B)

Michael Jepsen Jensen (D)

Andriej Karpow (B)

Klaus Jakobsen (B)

Tommy Pedersen (C)

Patrick Nørgaard (B)

Michael Vissing (D)

Robin Törnqvist (C)

 

Matchen køres fredag den 4. september 2009 med start klokken 18:00.

 

Sted: Holstebro Speedway Stadion, Hesselåvej 41 B, 7500 Holstebro.

 
03-09-2009

Guldet må vente for Holsted

 

Holsted jagter klubbens 14. DM-titel og alle forventede, at det ville ske med en sejr over Esbjerg onsdag aften, men Esbjerg havde andre planer og sejrede med et enkelt point.

 

Der måtte dog meget drama til førend matchen blev afgjort – og det endda efter kun ni kørte heat.

 

Matchen startede planmæssigt kl. 18.30 og Holsted bragte sig hurtigt foran – endda så hurtigt, at Esbjergs holdleder Kim Lagoni allerede i heat seks valgte at indsætte den tidligere Grand Prix-kører Niels Kr. Iversen som joker. Iversen leverede varen og bragte Esbjerg tilbage i matchen.

 

Det store drama indtraf dog efter heat 8, hvor en tilskuer faldt om med et ildebefindende. Stævnelægen, samaritter og falck-folk arbejde dog effektivt og fik kontrol over situationen. Den uheldsramte tilskuer måtte dog af sted med ambulancen og arrangørerne måtte vente på en ny ambulance – og vente det kom de til.

 

Der gik omkring en time førend en ny ambulance var fremme og da var mørket så småt begyndt at sænke sig over Holsted Speedway Center – dommer Kjeld Imer valgte dog at genoptage matchen, da den nye ambulance dukkede op.

 

Esbjerg vandt det efterfølgende heat og kom foran for første gang i matchen – heatet efter kørte to kørere sammen og dommeren valgte herefter at afbryde matchen på grund af mørket. Dermed sluttede matchen med et nederlag til Holsted på 28-29 – resultatet ændres dog til 44-43, da de resterende heatpoint fordeles ligeligt mellem de to hold.

 

Resultatet betyder, at Holsted må lægge champagnen på køl, mens Esbjerg i den anden ende af tabellen er sikker på endnu en sæson i Anti Rust Ringen Speedway League.

 

Scorer:

 

Holsted Speedway Klub

Esbjerg Motor Sport

Nicki Pedersen

8+1

Niels Kr. Iversen

10

Nicolai Klindt

6

Krister Jacobsen

7

Patrick Hougaard

10

Zbigniew Suchecki

6+2

Simon Nielsen

1

Johannes Kikkenborg

5+1

Nicklas Porsing

3

Michael Palm Toft

1

 
03-09-2009

Slangerup hænger på i toppen

 

Med Holsteds nederlag mod Esbjerg har Slangerup fortsat en teoretisk mulighed for at genvinde det danske mesterskab – og Slangerup gjorde deres del for at det skal lykkes, da holdet onsdag aften vandt 45-42 over Fjelsted.

 

Slangerup blev ellers svækket allerede inden matchens start, da Kenneth Kruse Hansen måtte melde afbud. Slangerups holdleder Lars Munkedal var ikke i stand til at finde en anden B-kører til erstatning for Kenneth Kruse Hansen og i stedet havde han udtaget klubben egen Jesper Kristiansen (C-kører).

 

Det skadesramte Slangerup-hold fik dog efter en lidt famlende start kontrol over matchen – og først i de sidste heat fik Fjelsted pyntet lidt på resultatet, så nederlaget blev begrænset til tre point.

 

Matchen store pointsluger blev Fjelsteds polske Grand Prix-kører Sebastian Ulamek, der scorede 20 point og reelt kun satte et enkelt point til mod Hans Andersen – dog blev Ulamek også ramt af en maskinskade, der gjorde at han ikke fuldførte et andet af aftenens heat.

 

Fjelsted er med nederlaget fortsat i fare for at rykke ud af den danske speedway-liga. Hvis fynboerne taber deres sidste match mod Vojens og Grindsted samtidigt vinder deres sidste match mod Brovst, er det fynboerne, der må sige farvel til Anti Rust Ringen Speedway League.

 

Scorer:

 

Slangerup Speedway Klub

Fjelsted Speedway Klub

Hans Andersen

14

Sebastian Ulamek

20

Henrik Vedel

11+1

Peter Kildemand

7+1

Morten Risager

11+1

Claus Vissing

9+2

Jesper Kristiansen

3+1

Samo Kukovica

6

Philip Torsdal

6+1

Jeppe Schmidt

0

 

Efter sejren kunne de 1.379 fremmødte tilskuere også hylde hjemmeholdes Philip Tirsdal, der blev kåret som ”Dagens Fighter”
 
03-09-2009

Brovst tog første stik i kampen om bronzen

 

Brovst Speedway Club har været sæsonens store overraskelse – og klubben er fortsat med i kampen om medaljer i Anti Rust Ringen Speedway League.

 

Onsdag aften vandt holdet hjemme 48-38 over Holstebro – og dermed konsoliderede nordjyderne sig på tredjepladsen i den danske liga.

 

Brovst-holdleder Ib Pedersen var da også tilfreds efter sejren.

 

”Medaljerne er ikke vundet endnu, men vi er kommet et skridt nærmere”, siger Ib Pedersen til speedway-league.com.

 

Hvis det står til modstanderne fra Holstebro bliver der dog ingen medaljer til Brovst. Holstebro mangler endnu tre matcher i årets turnering og alle tre er hjemmebane.

 

”Med tre hjemmematcher tilbage tror jeg stadig på at vi kan snuppe bronzemedaljerne”, siger Holstebros holdkaptajn Bjarne Pedersen.

 

Holstebro er dog muligvis svækket til næste match, da deres ukrainske kører Andriej Karpow måtte udgå af matchen efter et styrt i heat 8. Holdleder Steven Andersen håber dog, at Karpow er klar igen fredag, hvor Holstebro skal i aktion mod Vojens.

 

”Karpow forsøger at køre i dag torsdag i Sverige og så må vi se, om han når at blive klar”, siger Steven Andersen.

 

Scorer:

 

Brovst Speedway Club

Holstebro Speedway Klub

Rafal Dobrucki

16

Bjarne Pedersen

19

Daniel Pytel

12+3

Kenni Larsen

10+2

Leon Madsen

13+1

Andriej Karpow

4

Sam Simota

3+2

Tommy Pedersen

3+1

Thomas Jørgensen

4

Claes Nedermark

2

 

Hjemmeholders Thomas Jørgensen blev efter matchen kåret som ”Dagens Fighter”.

 
  Nyhedsarkiv

Klik på billedet herover for at gå til vores nyhedsarkiv.

 

. Velkommen til hjemmesiden for den danske speedway liga. Her finder du altid opdaterede resultater og stilling samt nyheder og præsentation af de deltagende klubber