Den Danske Speedway Liga

Nyheder
Kalender
Resultater
Stillingen
Snitliste
Reglerne
Dagens Fighter
Galleri
Klubber
Links
Kontakt
Konkurrence
 

Nyheder

 
18-02-2010 Antonio Lindbäck klar for Outrup

Outrup Speedway Club har skrevet kontrakt med den tidligere Grand Prix-kører Antonio Lindbäck.

Antonio Lindbäck (fotograf John Bo Jensen)

Lindbäck har tidligere kørt i den danske liga for Grindsted, men nu er den svenske kører med brasilianske rødder altså klar for Outrup i Dansk Metal Speedway League.

Med kontrakten råder Outrup Speedway Club over to tidligere Grand Prix-kørere til pladsen som A-kører - foruden Antonio Lindbäck er der tale om den polske kører Grzegorz Walasek.

Holdleder Steven Andersen forventer, at de to kørere vil deles om pladsen som topkører for Outrup-holdet, der har en målsætning om at vinde medaljer i 2010.

 
16-02-2010 To nye kørere har skrevet kontrakt med Holstebro

Holstebro Speedway Klub har rustet sig yderligere til den kommende sæson ved at skrive kontrakt med yderligere to kørere.

Det er danske Michael Melchiorsen, som netop er blevet kategoriseret som D-kører. Michael har været ude af sporten i ca. 1½ år med skader, men er nu klar til at genoptage en lovende karriere.

Den anden nye kører på kontrakt i Holstebro er den polske C-kører Cyprian Szymko.

 
15-02-2010 Rygning forbudt i Ryttergården

I det nyeste reglement fremgår det nu, at brug af åben ild samt rygning ikke er tilladt i ryttergården ved speedway-løb.

Således står der ordret følgende i reglementet:

"Desuden skal skilte med forbud mod rygning og brug af åben ild være opsat af hensyn til omgang med motorbrændstof."

Derfor må rygerne fremover affinde sig med nedenstående skilt samt "forhåbentlig" et indrettet rygehjørne i behørig afstand fra maskinerne.

 
14-02-2010 Rent pigehold i Esbjerg

Verdens første pige-speedwayhold kommer i sæsonen 2010 til at optræde for Esbjerg Motorsport i den danske 2. division.

Holdet vil bestå af de fem danske 500 ccm kørere, Nanna Warming Jørgensen, Cebine Randrup, Stefanie Jensen, Amalie Hermansen og Michelle Schøler. Holdet suppleres af den svenske pige Chatrine Friman Brantvig.

Nanna Jørgensen er blandt kørerne på det nye pige-hold i Esbjerg

Pigerne har arbejdet på projektet i samarbejde med Esbjerg Motorsport siden begyndelsen af 2009. Formålet med holdet er, at bibeholde pigerne i sporten og forbedre deres muligheder for at gøre køre speedway.

Holdet har et mål om at en af pigerne, skal kunne kvalificere sig til at køre i den dan­ske superliga.

Tidligere har kun en enkelt pige kørt i den danske liga – det var Sabrina Bøgh som var med til at sikre Holsted ligamesterskabet i sæsonen 2001.

 
13-02-2010 Kalenderen er klar

Kalenderen for 2010 er klar og som sædvanligt bydes der på 56 ligaløb i løbet af sæsonen.

Dansk Metal Speedway League starter op den 16. april, hvor Vojens hjemme tager imod sidste års bronzevindere fra Brovst.

De forsvarende mestre fra Holsted indleder sæsonen på udebane den 5. maj, hvor de møder vice-mestrene fra Slangerup.

Oprykkerne fra Outrup indleder deres sæson på hjemmebane den 23. april.

Halvdelen af de 56 løb afvikles på onsdage, mens den anden havldel afvikles på fredage.

Holsted, Slangerup, Esbjerg og Fjelsted kører alle hjemmebaneløb på onsdage.

Brovst, Holstebro, Vojens og Outrup kører deres hjemmebaneløb på fredage.

Sæsonen afsluttes den 17. september 2010 - se hele programmet under menupunktet "Kalender".

 
13-02-2010 Nyt logo for ligaen

I forbindelse med Dansk Metal indtræden som hovedsponsor for ligaen er der udarbejdet et nyt logo for ligaen.

 
13-02-2010 Dansk Metal ny hovedsponsor for ligaen

Dansk Metal har indgået en 3-årig sponsoraftale med den danske speedway-liga. Aftalen giver den danske speedway-sport et økonomisk rygstød, og sikrer samtidig alle Metals medlemmer gratis adgang til alle liga-løb.

Dansk Metal har netop underskrevet en ny aftale med den danske speedway-liga. Aftalen løber over tre år og træder i kraft, når ligaen går i gang til foråret. Aftalen betyder, at den danske speedway-liga de næste tre år hedder ”Dansk Metal Speedway League”.

Forbundssekretær Per H Madsen samt ligaforeningens formand Stefan Kristjansson underskiver aftalen.

Som en del af sponsoratet får alle Metals 135.000 medlemmer gratis adgang til samtlige løb i ligaen. Medlemmerne skal blot vise medlemskortet ved indgangen.

- Vi har de seneste år også haft en mindre aftale med speedwayligaen, som har givet medlemmerne gratis adgang til løbene, og det har været en stor succes. 10 procent af tilskuerne er kommet ind på deres Metal-medlemskort, og vores medlemmer er rigtig glade for aftalen, siger Per H. Madsen, der er forbundssekretær i Dansk Metal og leder af forbundets organisationssekretariat.

Dansk Metal har i flere år sponsoreret dansk speedway-sport, og er også titelsponsor ved de store grandprix-løb i Parken og Vojens i år, ligesom forbundet sponsorerer den 3-dobbelte verdensmester Nicki Pedersen.

- For Metal er det helt naturligt at være sponsor for speedway, som er en af de sportsgrene, hvor Danmark har leveret nogle af de bedste resultater i de sidste mange år. Mange af vore medlemmer er aktive i eller omkring sporten. Derfor har det også været vigtigt for os at give vore medlemmer mulighed for at komme ud og være med, når de danske klubber kører, siger Per H. Madsen.

Dansk Metal Speedway League byder i 2010 på 56 ligaløb, hvor de store stjerner som Nicki Pedersen, Hans Andersen, Emil Sayfutdinov, Greg Hancock og Sebastian Ulamek dyster mod hinanden.

 
26-11-2009 Holsteds bruttotrup til 2010

De forsvarende mestre fra Holsted har mistet to af deres største profiler - Patrick Hougaard og Nicolai Klindt - til 2010-sæsonen. Holdet har dog fortsat den største profil Nicki Pedersen.

Nicki Pedersen - A-kører

Den tre-dobbelte verdensmester Nicki Pedersen er klar til endnu en sæson, som holdkaptajn for Holsted. Nicki kørte sin første sæson for Holsted i 2003 i øvrigt samme år som han sikrede sig sit første individuelle VM. Dermed skal Nicki i gang med sin ottende sæson for Holsted. Et samarbejde, der på de syv forgangne år har sikret klubben fem mesterskaber.

Niels Kristian Iversen - A-kører

Niels Kristian, som går under navnet PUK, er efter en enkel sæson i Esbjerg tilbage i Holsted, hvor han har kørt hele sin 500-karriere. Da Nickis første prioritet i 2010 naturligvis atter er Grand Prix Serien, forventes det, at PUK og Nicki vil dele matcherne.

Damian Balinski - A-kører

Damian Balinski har kørt for Holsted gennem flere sæsoner - og selvom den rutinerede polak må tage til takke med de matcher, som de danske kørere ikke kan tage, møder han altid op fuld af entusiasme og gå-på-mod. I sæsonen 2009 blev det til tre matcher for Balinski, der scorede så mange point, at det rakte til en syvendeplads på den danske rangliste.

Morten Risager - B-kører

Morten er ny i truppen i Holsted og det kom som en overraskelse for mange, da han skiftede fra Slangerup til Holsted. Morten har i gennem flere år været betragtet som et af de største talenter i dansk speedway - dette startede allerede, da han tilbage i 2004 i DM Finalen slog verdensmester Nicki Pedersen på banen i Holsted. Nu bliver de to klubkammerater på selv samme bane.

Ulrich Østergaard - B-kører

Ulrich er også blandt de nye kørere i Holsteds trup til 2010-sæsonen. I 2009 var Ulrich tilknyttet Brovst Speedway Club, hvor han dog havde svært ved at komme på holdet, da han i den forgangne sæson var kategoriseret som A-kører. Ulrich har dog tidligere været en enkelt sæson i Holsted-vesten tilbage i 2006, hvor han var med til at sikre klubben guldmedaljerne, en bedrift han håber at gentage i 2010.

Przemysław Pawlicki - B-kører

Pawlicki er et af Polens største talenter og han var med til at vinde såvel U19-hold EM og U21-hold VM til Polen i 2009.  Ved U19-hold EM stiftede han bekendtskab med banen i Holsted og han blev finalens topscorer med 15 point. I 2010 er han klar til at score flere point på Holsted Speedway Center.

Christian Hefenbrock - B-kører

Hefenbrock tilhører den tyske elite og har erfaring fra England, Polen og Sverige. Han er heller ikke ukendt med den danske liga, hvor han blandt andet repræsenterede Holsted tilbage i 2007, hvor han ligeledes som B-kører kørte en enkelt match for Holsted og scorede imponerende 13 point mod Grindsted.

Krister Jacobsen - C-kører

Krister er ny mand i truppen hos Holsted, han kørte dog en enkelt match for klubben i 2009, hvor han scorede imponerende 13+3 point som B-kører. Til denne sæson er Krister rykket ned som C-kører og kan vise sig som en vigtig brik i Holsteds forsøg på at forsvare ligamesterskabet.

Patrick Bjerregaard - C-kører

Patrick skal i gang med sin tredje sæson på 500cc og som de to forgangne sker det i Holsted-vesten. Patrick kørte i sæsonen 2009 som D-kører og havde otte matcher for Holsted og sluttede som en af ligaens bedste D-kørere - derfor er han til den ny sæson kategoriseret som C-kører.

Henrik Møller - D-kører

Henrik har kørt i Holsted Speedway Klub gennem hele sin karriere på 500cc og skal i gang med sin niende sæson for Holsted og har således været med til at vinde ligamesterskabet seks gange tidligere. I sæsonen 2009 blev det til 8 ligamatcher, da Henrik repræsenterede Holsted som C-kører. Til den kommende sæson er Henrik rykket ned som D-kører.

Nicklas Porsing - D-kører

Nicklas debuterede på 500cc i 2009 og nåede at køre tre matcher for Holsteds ligahold. Desuden optrådte han for Holsteds hold i 1. division, hvor han kørte samtlige 14 matcher.

Lee Richardson (A) - udenfor truppen

Engelske Lee Richardson er tidligere Grand Prix-kører, men også tidligere Holsted-kører. Han repræsenterede Holsted i den danske liga i 1999 og 2000, hvor det dog kun lykkedes klubben at vinde en enkel bronze-medalje. Nu er Lee tilbage og har altså lavet kontrakt med klubben for sæsonen 2010.

Jurica Pavlic (A) - udenfor truppen

20-årige Jurica Pavlic er fra Kroatien og et af de største speedway-talenter. i 2006 blev han U19 Europamester og i 2007 tog han EM-titlen som senior. Ved årets U21-VM-finale sluttede han som nummer to og han har også allerede kørt et enkelt Grand Prix tilbage i 2007 og den unge kroat er allerede fuldtidsprofessionel med klubber i Polen, England og Sverige - og nu også i Danmark.

 

Lukasz Jankowski (B) - udenfor truppen

Polske Lukasz Jankowski er ikke et nyt navn i Holsted, da han tidligere har kørt to sæsoner for Holsted Speedway Klub tilbage i 2004 og 2005, hvor han var med til at sikre klubben et mesterskab (2004) og en sølvmedalje (2005). Nu er den erfarne polak tilbage i mesterskabsklubben og håber han kan være med til at sikre klubben endnu et mesterskab i sæsonen 2010.

Michal Mitko (B) - udenfor truppen

Michal Mitko har gennem de seneste år været benævnt som et af Polens mange U21-talenter, men fra sæsonen 2010 er det slut med at være U21-kører for Michal. Han var i 2009 tilknyttet Vojens i den Danske Liga, men fik blot en enkelt match, hvor han scorede beskedne 6+1 point på 6 heat.

Mariusz Staszewski (C) - udenfor truppen

Mariusz vil være fyldt 35 år inden sæsonen 2010 bliver skudt i gang og er dermed en erfaren herre. Han har været med i gamet gennem mange år (siden 1991) og hans største resultat er en sølvmedalje ved EM i 2001. Han har dog igennem hele karrieren vist sig som en rigtig team-player - og det bliver spændende at se, om han kan konkurrere med de unge danskere om C-pladsen på Holsted-holdet.

Michal Lopaczewski (C) - udenfor truppen

Den 20-årige polak Michal Lopaczewski er et relativt ubeskrevet blad i et land med ufatteligt mange speedway-kørere. Michal har i sæsonen 2009 kørt for Polonia Pila i den polske 2. division (den tredje-bedste række i Polen). Det er endnu uvist om han bliver hos Polonia Pila, men i Danmark er kontrakten underskrevet for sæsonen 2010 og her kører den unge polak for Holsted.

Rudi Steen Hansen - holdleder

Det er endnu en gang klubbens tidligere formand Rudi Steen Hansen, som skal stå i spidsen for Holsteds forsvarende mestre. Rudi har gennem flere sæsoner haft ansvaret for Holsteds ligahold - og selvom han selv har en knægt der kører 80cc, har Rudi altid haft overskuddet til også at føre ligaholdet til sejr.

 
26-11-2009 Slangerups bruttotrup til 2010

Sølvvinderne fra Slangerup Speedway Klub er klar med et nyt slagkraftigt hold til sæsonen 2010.

Jesper B Monberg - A-kører

Jesper B Monberg fortsætter som holdkaptajn i Slangerup, hvor han igennem flere sæsoner har udfyldt en vigtig rolle. Jesper er en rigtig holdkaptajn, der selvom han ikke selv er på holdet altid er at finde i ryttergården for at støtte sit hold. Sidste sæson måtte Jesper dele pladsen med Hans Andersen og i år får han konkurrence på pladsen som A-kører fra Kenneth Bjerre.

Kenneth Bjerre - A-kører

Den danske Grand Prix-kører Kenneth Bjerre skal i 2010 kører for sin tredje klub på tre år. I 2008 var det Esbjerg, i 2009 var det i Vojens Bjerre slog sine folder og nu er Kenneth Bjerre i Slangerup. Kenneth er dog ikke ukendt med den sjællandske klub, som han tidligere har repræsenteret i den danske liga.

Kenneth Hansen - B-kører

Kenneth har aldrig kørt for andre klubber end Slangerup og sådan bliver det også i 2010. Med sine mange år i klubben har Kenneth et indgående kendskab til den ovale bane i Slangerup og specielt på hjemmebanen har Kenneth vist sig at være nærmest uovervindelig og Kenneth har en stor del af æren for, at Slangerup ikke har tabt en hjemmematch i flere år.

Henrik Vedel - B-kører

Henrik Vedel er en rigtig elevator-kører, hvad angår kategori - for hver sæson skifter han mellem at være B og C-kører - og efter en flot sæson som C-kører i 2009 er Vedel igen blevet B-kører. Som C-kører i 2009 var hans resultater så gode, at han ofte optrådte på B-kørernes pladser på heatskemaet for Slangerup.

Ludvig Lindgren - B-kører

Ludvig er lillebror til den svenske Grand Prix-kører Fredrik Lindgren - og selvom det er Fredrik der er med i Grand Prixet, mener mange, at Ludvig er det største talent af de to. Ludvig var også tilknyttet Slangerup i 2009, hvor det blev til en enkelt match, hvor han scorede 12+1 point, hvilket gav ham en placering som nummer 25 på den danske rangliste.

Ricky Kling - B-kører

Ricky Kling har i flere år været udråbt som et af Sveriges største talenter, men det store gennembrud har ladet vente på sig. Ricky kører dog i alle de rigtige ligaer og har kontrakter i Polen, England og Sverige og nu altså også i Danmark.

Jan Graversen - C-kører

Jan Graversen vender i 2010 hjem til Slangerup, hvor han også kørte i alle ungdomsårene. I 2009 vandt Jan Premier League med sit hold Kings Lynn og han optrådte ikke i den danske liga (hvor han stod i truppen hos Brovst). Nu er Jan klar til at gi' den gas i Danmark igen i sæsonen 2010 og glæder sig over at være tilbage i barndomsklubben.

Lasse Bjerre - C-kører

Lasse har stort set altid kørt i Slangerup, men i sæsonen 2009 skiftede han til Vojens. Her fik han dog aldrig chancen på ligaholdet og Lasse har derfor valgt at følge sin storebror og skifter derfor tilbage til Slangerup-vesten i 2010. Lasse viste flere imponerende resultater i 2009 og er derfor kategoriseret som C-kører til 2010 - dermed er han nok det første kører, der er kategoriseret højere end D uden at have deltaget i den bedste række tidligere.

Mathias Bartz - C-kører

Tyske Mathias Bartz er også ny i Slangerups trup. Mathias har tidligere kørt en del matcher for Vojens i den danske 1. division - og det er netop her, at Slangerups holdleder Lars Munkedal fik øjnene op for den tyske kører, da Vojens's hold gæstede netop Slangerup og Bartz var med til at sikre sønderjyderne en overbevisende sejr.

Philip Tirsdal - D-kører

Philip var fast D-kører for Slangerup i 2009, hvor han deltog i 12 af klubbens i alt 14 matcher - og han udviklede sig match for match og holdleder Lars Munkedal har store forventninger til den unge kører i 2010.

Mikkel Michelsen - D-kører

Der er ikke mange klubber, der kan præsentere en dobbelt verdensmester i deres trup - men det er Mikkel Michelsen omend det "kun" er på 80cc. Mikkel skal i 2010 i gang med sin første sæson på 500cc og det betyder, at han skal have minimum 7 matcher for et divisionshold, førend han har mulighed for at debutere på Slangerups ligahold. Derefter må tiden vise, om han kan fravriste Philip Tirsdal pladsen.

Lars Munkedal - holdleder

Det er igen Lars Munkedal, der står i spidsen for Slangerups ligahold. Lars er en af de mest erfarne liga-holdledere i Danmark - og han har ved flere lejligheder bevist, at han også mestrer taktikkens spil. Lars førte Slangerups hold til guld i 2008, mens han og holdet i 2009 måtte "nøjes" med sølvet. Hvis vi kender Lars ret, så går han benhårdt efter guldet igen i 2010.

 
26-11-2009 Brovst's bruttotrup til 2010

Brovst indkørte en flot tredjeplads i sæsonen 2009 og klubben håber på medaljer igen i 2010 - for at sikre dette har klubben fundet frem til nedenstående stærke hold.

Rafal Dobrucki - A-kører

Dobrucki er tidligere polsk U21-mester tilbage i 1995 og i år 2000 kørte han en hel sæson i Grand Prix Serien, men har ikke formået at holde sig i den absolutte elite. I hjemlandet Polen er han dog fortsat en af de højst scorende kørere i Extra Liga, som er den bedste række i Polen.

Adrian Miedzinski - A-kører

Miedzinski er ligesom Dobrucki tidligere polsk U21-mester, men det ligger knapt så mange år tilbage i tiden, da Miedzinski vandt mesterskabet i 2005. Miedzinski har haft en enkelt optræden i Grand Prix Serien på et wild card samt to pladser som banereserve. Ligesom Dobrucki tilhører han den absolutte top i Polens bedste liga.

Grzegroz Zengota - A-kører

Zengota er dobbelt U21-hold verdensmester sammen med det polske U21 landshold, hvor de faktisk vandt VM-guldet på dansk grund i 2008, hvorefter Polen igen vandt guldet på hjemmebane i 2009. I den polske liga er Zengota placeret højere på ranglisten end eksempelvis Grand Prix-kørerne Scott Nicholls og Hans Andersen.

Tomasz Jedrzejak - A-kører

 30-årige Tomasz Jedrzejak er klubbens fjerde polske A-kører og Tomasz har ved flere tidligere lejligheder optrådt i den Danske Speedway Liga for skiftende klubber, men i 2010 bliver det altså Brovst, der får gavn af den erfarne polak. I 2009 var Tomasz klubkammerat med Leon Madsen i polske Wroclaw.

Leon Madsen - B-kører

Leon skal i gang med sin anden sæson for Brovst Speedway Club, hvor han også fungerer som hold-kaptajn. Leon havde en fantastisk sæson i 2009 ikke alene i Danmark, men også i Sverige og Polen imponerede den unge dansker. 2009 bød endvidere på debut i den britiske Elite League, hvor Leon kørte for Poole.

Daniel Pytel - B-kører

Daniel Pytel var også tilknyttet Brovst Speedway Club i 2009, hvor han kørte 11 matcher for klubben (i øvrigt samme antal som holdkaptajn Leon Madsen). Pytel var i 2009 en vigtig kører for Brovst ikke mindst på hjemmebanen og kan han fortsætte udviklingen, kan han blive en sand profil for Brovst i sæsonen 2010.

Patryk Dudek - B-kører

Dudek er regerende polsk U21-mester og et af Polens største talenter. Han kørte en enkelt match som gæst for Brovst Speedway Club i sæsonen 2009, hvor han scorede imponerende 13+1 point på udebane mod Holstebro. I 2010 er han atter klar for Brovst, nu som medlem af bruttotruppen.

Pawel Zmarzlik - B-kører

Pawel er som størstedelen af kørerne i bruttotruppen fra Polen. Han er 19 år gammel og har i 2009 haft stor succes i diverse ungdomsløb. Han har også prøvet kræfter med den bedste række i Polen, hvor det i 2009 blev til syv matcher for Gorzow - det blev dog kun til beskedne 5+2 point i de syv matcher.

Steen Jensen - C-kører

Steen er klubbens eneste C-kører i truppen og kan dermed se frem til en travl sæson for det nordjyske hold. Steen har tidligere været professionel i England, hvor han blandt andet var klubkammerat med Nicki Pedersen i Eastbourne, men Steen stoppede med speedway for år tilbage. I 2009 begyndte Steen dog at køre lidt 2. division i Brovst og pludselig var han tilbage på ligaholdet og fik fire matcher for Brovst i 2009 - nu er han klar til 2010.

Thomas Jørgensen - D-kører

Thomas var fast mand for Brovst i 2009, hvor han kørte 13 ud af 14 matcher for den nordjyske klub. Thomas blev flere gange i løbet af sæsonen 2009 kåret som "Dagens Fighter" - faktisk så mange gange, at han efter sæsonen blev kåret som "Årets Fighter" i den Danske Speedway Liga.

Jonas B. Andersen - D-kører

Jonas er klubbens anden D-kører og har tidligere kørt en enkelt match i den Danske Speedway Liga for Brovst. Han formåede faktisk at score et enkelt point i debuten og det var i hans allerførste heat i ligaen - der kommer utvivlsomt flere point i 2010.

Karol Zabik (A) - udenfor truppen

Zabik er tidligere U21 Verdensmester (2006), ligesom han også har vundet U19 EM (2005) samt det polske U21-mesterskab (2006). Han har ved flere lejligheder optrådt for Brovst i den Danske Speedway Liga, hvor det i 2009 blev til to matcher og en plads som nummer 12 på den danske rangliste.

Krystian Klecha (B) - udenfor truppen

Krystian er den niende polak, som har skrevet kontrakt med Brovst Speedway Club for sæsonen 2010. Han er 25 pår og var i sin ungdomstid med på det polske U21-landshold. Sidenhen har det dog knebet lidt med resultaterne og han har haft svært bed at få fast plads på sine hold.

Ib Pedersen - holdleder

I otte år var Ib Pedersen ude af dansk speedway, men i 2009 vendte han tilbage og sikrede bronze-medaljer til Brovst Speedway Club. Det er naturligvis også Ib, der står i spidsen for nordjyderne i 2010.Tidligere har Ib været holdleder i Holstebro(1987-1993 og 1994-1998), Randers (1994) og Herning (1999-2000).

 
26-11-2009 Holstebros bruttotrup til 2010

Holstebro sluttede på en flot fjerdeplads i sæsonen 2009, men til den kommende sæson er der skiftet ud, både i bestyrelsen, blandt kørerne og på holdlederpladsen - derfor er målsætning for klubben i 2010 også reduceret til ren og skær overlevelse.

Bjarne Pedersen - A-kører

Bjarne Pedersen er naturligvis fortsat holdkaptajn for sin barndomsklub Holstebro. Bjarne har tidligere kørt for Holsted og Slangerup, men når Holstebro er med i den bedste række, kan klubben altid regne med Bjarne. Med sin store erfaring har Bjarne flere gange vist, at han til fulde udfylder rollen som holdkaptajn, hvor han både scorer vigtige point for holdet, men også har overskud til at hjælpe de unge kørere på holdet.

Krzysztof Buczkowski - A-kører

Når Bjarne Pedersen er forhindret i at deltage i den Danske Liga, skal Holstebro naturligvis finde en afløser - og i 2010 er valget faldet på den polske kører Buczkowski. Han kørte en enkelt match for Holstebro i sæsonen 2007, mens han i 2008 var tilknyttet Outrup. I 2009 var han ikke i Danmark, men vender altså tilbage til Holstebro i 2010.

Henning Bager - B-kører

Henning har kørt de seneste sæsoner for Grindsted, men er nu at finde i stalden hos Holstebro. Henning sluttede sæsonen 2009 af med et alvorligt styrt, der kostede et operations-krævende benbrud og det er endnu tvivlsomt om han bliver klar til sæsonåbningen 2010.

Patrick Nørgaard - B-kører

Patrick kørte i flere år liga for Brovst Speedway Club, men skiftede før sæson 2009 til Vojens. I Vojens er der dog kommet så mange nye kørere til, at der ikke var plads til Nørgaard, som nu i stedet har skrevet kontrakt med Holstebro. Han har de seneste tre sæsoner kørt i alt 37 matcher i den Danske Liga, hvilket gør ham til en af de mest benyttede kørere.

Andriej Karpov - B-kører

Ingen i speedway-Danmark havde hørt om ukrainske Karpov, da Holstebro pludselig havde ham på holdet i sæsonen 2008 - men nu kender alle ham. Han kørte i 2009 samtlige 14 matcher for Holstebro og er klar til 14 mere i 2010.

Marcin Jedrzejewski - B-kører

Den polske kører Marcin Jedrzejewski har ikke kørt i den Danske Liga siden 2007, hvor han kørte fire matcher for Outrup Speedway Klub, men i sæsonen 2010 er han klar til at score point for Holstebro. Foruden Danmark har Marcin også erfaring fra de polske, russiske og svenske holdturneringer.

Josh Grajzonek - B-kører

Johs er bare 19 år og kørte i 2009 for Glasgow i den britiske Premier League - to gange fik han også chancen for Belle Vue i Elite League, men her sluttede han begge gange uden point. I efteråret var han en tur i Sverige, hvor han fik en imponerende andenplads i et løb i Norrköping.

Mitchell Davey - C-kører

Mitchell er også bare 19-år og kommer ligesom Johs fra "down-under" Australien. Men det er ikke det eneste de to unge fyre har tilfælles. De har begge kørt for Glasgow i den britiske Premier League i 2009 og de har nu også begge skrevet kontrakt med Holstebro Speedway klub med henblik på sæsonen 2010.

Aleksandr Lokajev - C-kører

Aleksandr er bare 15 år, men er et kæmpe talent. I hjemlandet Rusland kører han for SK Turbina Balakowo, hvor han i en match mod Mega Lada Togliatti scorede 7 point, mens kørere som Siergiej Darkin og Roman Iwanov scorede henholdsvis 4 og 6 point. I kampen om det russiske U21 mesterskab blev han nummer to med 14 point.

Michael Vissing - D-kører

Michael er lillebror til Claus Vissing (Fjelsted) og skal i gang med sin tredje sæson i ligaen. I 2008 blev det til fem matcher i ligaen, mens han i 2009 kørte to matcher. Foruden den Danske Liga har Michael været fast mand på 1. divisionsholdet i Holstebro i 2009, hvor han har kørt 13 ud af 14 matcher i sæsonen.

Steffen Bredal Jespersen - D-kører

Steffen har tidligere deltaget i den Danske Speedway Liga for Outrup og Grindsted, men i sæsonen 2010 bærer den 21-årige speedway-kører Holstebro-vesten. I 2009 kørte han 10 matcher for Grindsted som C-kører - men som D-kører i sæsonen 2010, er der store forventninger til Steffen.

Jesper Kristiansen (C) - udenfor truppen

Jesper har gennem de seneste sæsoner kørt ligaspeedway for Slangerup Speedway Klub, men udskiftninger i truppen på det sjællandske hold betød, at Jesper trak det korte strå - til gengæld stod de i Holstebro straks klar med en kontrakt til Jesper, som nu kan se frem til at få hjemmebane på Holstebro Speedway Stadion.

 

Jens Erik "Basse" Nielsen - holdleder

"Basse" har de seneste to sæsoner haft ansvaret for Grindsteds ligahold, men med Grindsteds nedrykning stod han uden job, men tilbuddet kom hurtigt fra Holstebro Speedway Klub. "Basse" kommer dog ikke til at stå helt alene med ansvaret, da Erik Villadsen fortsat vil virke som assistent.  

 
26-11-2009 Vojens's bruttotrup til 2010

Vojens Speedway Klub sluttede sæsonen 2009 med en skuffende 5. plads og for at komme højere op i tabellen, har klubben hentet flere store profiler til klubben i 2010.

Hans Andersen - A-kører

Hans Andersen er en af flere nye profiler i Vojens. Den danske Grand Prix-kører er til den nye sæson skifter fra Slangerup til Vojens - til gengæld er en af de øvrige danske Grand Prix-kørere Kenneth Bjerre gået den anden vej.

Emil Sayfutdinov - A-kører

Emil bliver den anden A-kører i Vojens og skal dermed i gang med sin anden sæson for Vojens Speedway Klub. Den unge russer imponerede alle med sine resultater i 2009 - ikke kun i Grand Prix serien imponerede han - i den danske liga sluttede han som nummer to på ranglisten - kun overgået af Nicki Pedersen.

Patrick Hougaard - B-kører

Patrick er ny mand i Vojens og er i øvrigt blevet udnævnt som hold-kaptajn for det ambitiøse hold i Sønderjylland. Patrick var i sæsonen 2009 en af Holsteds vigtigste brikker, da han som den bedste B-kører i ligaen var med til at sikre Holsted guldmedaljerne.

Michael Jepsen Jensen - B-kører

Michael med tilnavnet "LiGlad" var sæsonens helt store overraskelse, da han i sin debutsæson kørte sig i DM-Finalen og blev en stor pointsluger for Vojens i såvel 1. division som i ligaen. De flotte resultater betyder, at Michael til sæsonen 2010 er kategoriseret som B-kører.

Kenni Larsen - B-kører

Kenni har til sæsonen 2010 smidt Holstebro-vesten og er i stedet klar til at hjælpe Vojens til medaljer. Kenni har i 2009 haft en flot sæson i England og han har været fast mand på det danske U21-landshold, hvor det også lykkedes ham at kvalificere sig til den individuelle U21 VM-Finale, hvor han sluttede på en flot tiendeplads. Ved den danske U21 Finale indtog han en flot tredjeplads.

Klaus Jakobsen - C-kører

Klaus var også med på Vojens-holdet i 2009, men dengang var han B-kører og Klaus havde ikke nogen nem sæson. Det betyder, at Klaus nu er rykket ned som C-kører og han får nu endnu en chance for at vise sit værd i den sønderjyske vest.

Mathias Thörnblom - C-kører

Mathias kørte i 2009 80cc speedway for Gnistorna i Malmø og har mange flotte resultater bag på 80cc. I slutningen af 2009 valgte den unge svensker dog at prøve kræfter med 500cc og den disciplin magter den unge svensker ligeledes. Han deltog således i oktober måned i et U21-løb i Sverige, hvor han sluttede som nummer to med 13 point - kun overgået af Holstebro Jesper Kristiansen, der vandt løbet med 15 point.

 Oliver Berntzon - C-kører

Oliver er en ung svensker, der i 2009 kørte for Solkattarna i Karlstad, hvor han har været klubkammerat med flere danskere - herunder blandt andet Michael "LiGald" Jespsen Jensen.

Jay Herne - C-kører

Jay er en 25-årig australier med stor erfaring. Jay kører til dagligt i England, hvor kan kører fuldt program i såvel Premier League som National League - det har givet ham ikke mindre end 58 holdmatcher i England alene i 2009 - dertil skal lægges individuelle løb i såvel England som i hans hjemland Australien. Jay har aldrig tidligere kørt i Danmark.

Anders Andersen - D-kører

Anders har kørt de seneste sæsoner i Grindsted, men sæsonen 2009 blev kort for Anders, der brækkede lårbenet i en match for Grindsted. Hvilket betød en pause på fire måneder før Anders sluttede sæsonen af med to matcher i Premier League samt en masse træning. I 2010 er Anders klar for Vojens.

Thomas Sørensen - D-kører

Thomas kørte også for Vojens i 2009, hvor det blev til fem ligamatcher - og selv om han sluttede af med at score imponerende 7+2 point, kunne han ikke holde fast i pladsen på ligaholdet i Vojens, da Michael "LiGlad" blev startberettiget. I denne sæson skal Thomas så se om han kan erobre pladsen tilbage i kamp med Anders Andersen.

Mikkel B Jensen (D) - udenfor truppen

Ud over ovenstående 11 mand har Vojens også lavet kontrakt med den unge Mikkel B Jensen. Mikkel har gennem flere år været blandt Danmarks mest talentfulde 80cc-kører og skal i 2010 prøve kræfter med 500cc. Mikkel betegnes som en teknisk meget dygtig kører og der er store forventninger til ham allerede i debutsæsonen.

Jan Jakobsen - holdleder

Jan Jakobsen kommer også i 2010 til at stå i spidsen for ligaholdet fra Vojens. Jan er en erfaren holdleder og inden han startede i Vojens, var det altid blevet til medaljer for den ambitiøse holdleder. Nu har han prøvet en sæson uden medaljer, men han er overbevist om, at ovenstående trup kan bringe ædelt metal til Vojens i 2010.

 
26-11-2009 Esbjergs bruttotrup til 2010

Esbjergs to første sæsoner i den Danske Speedway Liga gav bronze- og sølvmedaljer, så jagten på guldet blev sat ind i den tredje sæson 2009, men medaljerne glippede for vestjyderne. Nu er holdet sat til en ny medaljejagt i 2010.

Greg Hancock - A-kører

Eneste kører som har deltaget i samtlige 112 Grand Prix løb siden 1995 - og nok også den mest sympatiske kører i hele verden - og nu kan han også kalde sig aktiv kører i den danske liga. Greg Hancock kørte en enkelt match for Outrup i sæsonen 2008, men i 2010 er klubben skiftet ud og Hancock kører for Esbjerg Motor Sport med hjemmebane på Korskroen.

Piotr Protasiewicz - A-kører

Piotr Protasiewicz, der også går under tilnavnet PePe, er en af Polens helt store kørere. Han er tidligere vinder af U21 VM (1996) og han har også en enkelt titel som polsk mester (1997) samt to titler som hold-verdensmester (1996 og 2005). Han har endvidere deltaget i Grand Prix Serien gennem flere år og deltaget i 54 Grand Prix-løb.

Maciej Janowski - A-kører

Den kun 18-årige polak blev allerede polsk U21-mester i en alder af kun 17 år i 2008 - og den talentfulde kører har i 2009 slået sit navn fast i såvel den polske Extra League som i Sverige, hvor han har kørt for Rospiggarna i ElitSerien. I 2010 vil han nu også slå sine folder i den Danske Speedway Liga.

Brian Lyngsø - B-kører

Den danske veteran er klar til endnu en sæson som hold-kaptajn i Esbjerg. Brian kørte alle 14 matcher for Esbjerg i 2007, men i de to seneste sæsoner er det kun blevet til i alt 16 matcher, da Brian har været plaget af flere skader.

Charlie Gjedde - B-kører

Charlie kørte kun en halv sæson i 2009 på grund af en skulderskade, men nu er han klar igen - og han har skiftet Grindsted-vesten ud med en af slagsen fra Esbjerg. Tidligere har Charlie Gjedde også kørt for Outrup Speedway Club.

Zbigniew Suchecki - B-kører

Inden Zibi (som han kaldes) kom til Esbjerg Motor Sport i 2009 var der ikke mange i Danmark, der havde hørt om den polske speedway-kører. Men Zibi tog Esbjerg med storm  og kørte 11 matcher for klubben i 2009 - mange flere vil sikkert komme til i årene fremover.

Joonas Kylmäkorpi - B-kører

Den 29-årige finske kører Joonas Kylmäkorpi har kørt som professionel i 10 år og har prøvet det meste indenfor speedway-sporten. I Grand Prix Serien har han også optrådt tre gange tilbage i 2003 og 2004. Også i den Danske Speedway Liga har den finske kører tidligere været på besøg, således var han gæstekører i en enkelt match både i sæsonen 2009 og 2008. I 2010 bliver han fast medlem af bruttotruppen i Esbjerg.

Johannes Kikkenborg - C-kører

Johannes har kørt hele sin karriere i Esbjerg Motor Sport og han er nu også klar til endnu en sæson. I sæsonen 2009 kørte Johannes otte matcher for Esbjergs ligahold og i alt er han oppe på 24 ligamatcher på tre sæsoner.

Jesper Kristiansen - C-kører

Jesper har kørt de seneste sæsoner i Grindsted, men efter deres nedrykning skulle Jesper finde en ny klub og valget blev Esbjerg Motor Sport. Jesper kørte i 2009 mange løb for sin engelske klub Stoke og det var derfor ikke meget vi så til ham i Danmark - det blev dog til tre ligamatcher for Grindsted.

Peter Juul - D-kører

Peter måtte ligesom Jesper på jagt efter en ny ligaklub, da Grindsted rykkede ud af ligaen - og han er fulgt med Charlie Gjedde og Jesper Kristiansen til Esbjerg. Peter havde en OK sæson i udlandet sidste år, men hans danske resultater var under forventet og derfor ser mange frem til at Peter genfinder sin tidligere form.

Dannie Søderholm - D-kører

Dannie er klar til sin anden sæson i Esbjerg, hvor første sæson bød på 5 lmatcher i den Danske Speedway Liga samt 12 matcher for klubben hold i 1. division. Dannie har tidligere kørt for Holsted og Slangerup i den hjemlige liga, men satser nu på at blive fast mand i Esbjerg.

Adam Roynon (B) - udenfor truppen

Adam havde gang i en forrygende karriere, da en voldsom ulykke i marts måned 2009 satte en brat stopper for al speedway - i hvert fald for en stund. Selvom lægerne kun gav ham 50% chance for at overleve, var Adam fast besluttet på at kæmpe videre - og nu er han så langt, at han har skrevet kontrakter med flere klubber med henblik på sæsonen 2010.

Anton Rosen (B) - udenfor truppen

En flot indsats af Anton Rosen på det svenske U19-landshold gjorde at Esbjerg fik øjnene op for den unge kører i 2009, hvor han kørte en enkelt match for Esbjerg og scorede imponerende 11+3 point på 6 heat. Med den indsats har Esbjerg naturligvis sørget for at tegne endnu en kontrakt med den unge svensker.

Piotr Swist (B) - udenfor truppen

Tre gange har Piotr Swist vundet det polske U21-mesterskab, men det er mange år siden, for Piotr er i dag 41 år, men kører altså fortsat speedway. I Polen kører han i den tredjebedste række, men han optrådte fem gange for Esbjerg i 2009.

Tobias Busch (B) - udenfor truppen

Tobias Busch kørte en enkelt match for Holstebro tilbage i 2007 - her scorede han imponerende  12+1 point - og det var på udebane mod Esbjerg. Det glemte ledelse i Esbjerg ikke sådan lige, så i 2008 var Tobias med i Esbjergs trup, hvor det blev til 4 matcher. I 2009 blev det blot til en enkel dansk ligamatch for den unge tysker, som nu har skrevet kontrakt med Esbjerg for tredje år.

Jeremia Thelaus (C) - udenfor truppen

Jeremia er en ung svensker, som vi ikke har hørt meget om i Danmark. Jeremia har i 2009 deltaget i den svenske 1. division, hvor han er blandt de absolut bedst-scorende, ligesom han også score pæne point i All-svenskan. Nu vil Jeremia også gerne prøve kræfter med den danske liga.

Kim Lagoni - holdleder

Kim vil i 2010 igen være manden bag holdet i Esbjerg. Kim har ført Esbjerg-holdet til bronze i 2007 og sølv i 2008 - nu drømmer han om guld.

 
26-11-2009 Fjelsteds bruttotrup til 2010

Fjelsted var i overhængende fare for at rykke ud af den Danske Speedway Liga i 2009, men kørerne tror på klubben, hvorfor der er mange gengangere på holdet som skal repræsentere Fyn i 2010.

Sebastian Ulamek - A-kører

Sebastian er ligaens eneste udenlandske  holdkaptajn, men på Fyn elsker de ham, som var han søn af selveste H C Andersen. Han kørte en flot sæson som kaptajn for Fjelsted i 2009, hvor han blev den kører i ligaen, som scorede flest point med en samlet pointscorer på 199 i 12 matcher.

Claus Vissing - B-kører

Claus skal i gang med sin fjerde sæson for Fjelsted Speedway Klub, hvor han i den forgangne sæson kørte 11 matcher for den fynske ligaklub. Foruden de danske ligaløb kørte Claus i 2009 med i turneringerne i Sverige, England og Polen - ligesom det også blev til enekelte optrædender for Fjelsteds hjemlige hold i 1. og 2. division.

Rene Bach - B-kører

Rene har ligesom Claus kørt flere sæsoner for Fjelsted og han havde også et hårdt år i 2009, hvor han debuterede som professionel i England. Rene var i 2009 også med begge de danske ungdomslandshold (U19 og U21) og han kvalificerede sig til U19 EM Finalen. I den hjemlige liga blev det til seks matcher for Fjelsted Speedway Klub.

Peter Kildemand - B-kører

Peter fuldender tre-kløveret af danske B-kørere, som fortsætter karrieren i fynske Fjelsted i sæsonen 2009. Peter har løbende forsøgt at få gang i en karriere i udlandet, men i 2009 blev det blot til en enkelt match i Sverige samt en i Polen. Til gengæld tæller statistikken ni danske ligamatcher i 2009, hvor Peter repræsenterede Fjelsted.

Adam Kajoch - B-kører

Adam kørte i 2008 også for Fjelsted, men valgte i 2009 at skifte til Esbjerg. I Esbjerg havde de dog ikke brug for Adam og han kørte slet ikke i Danmark i 2009. Til den kommende sæson er Adam nu tilbage i truppen hos Fjelsted - og han håber dermed at han i 2010 ikke skal nøjes med at køre i hjemlandet Polen.

Lubos Tomicek - B-kører

Lubos er en ung tjekkisk kører, som blot har optrådt en enkelt gang i den danske liga (for Holsted i 2008), men udenfor de danske grænser er der rift om Lubos. Han har flere gange optrådt i Grand Prix Serien og han kører naturligvis i alle de øvrige europæiske ligaer i Sverige, Polen, England og naturligvis i hjemlandet Tjekkiet.

Simon Nielsen - C-kører

Simon Nielsen har kørt alle sine år på 500cc i Holsted, men til sæsonen 2010 skifter han mesterskabsvesten ud med Fjelsted-vesten. I Holsted var der hård konkurrence om pladserne på ligaholdet og Simon håber, at han i Fjelsted kan køre sig til en fast plads på det fynske ligahold, således at han kan opnå flere ligamatcher end de fem han havde for Holsted i 2009.

Samo Kukovica - C-kører

Fjelsteds C-kører havde svært ved at finde formen i 2009, hvilket fik holdleder Michael Nielsen til at lede efter et alternativ på C-pladsen - og mod slutningen af sæsonen præsenterede Fjelsted den unge slovenske kører Samo Kukovica. Samo gjorde det så godt for Fjelsted, at der nu også er indgået kontrakt mellem partnerne om et samarbejde i sæsonen 2010.

Alexander Edberg - C-kører

Alexander er blot 18 år og kommer fra Sverige, hvor han i 2009 har deltaget i såvel 1. division som Allsvenskan og det er også blevet til en enkelt optræden i ElitSerien. I efteråret har Alexander  kørt åbne løb i såvel Polen som England, så der er meget der tyder på, at den unge svensker gerne vil til udlandet og køre - og første kontrakt er nu hjemme - det gælder den danske liga og Fjelsted.

Nicki Barrett - D-kører

Nicki startede i den Danske Speedway Liga i 2007, hvor han kørte for Grindsted, men i 2008 skiftede han til Fjelsted, hvor han nu skal i gang med sin tredje sæson. Nicki har i den grad været fast mand hos Fjelsted med 13 matcher i 2008 og 10 matcher i 2009. I efteråret var Nicki en tur i England, hvor han imponerede flere britiske promotorer, så måske Nicki inden længe er på vej til England.

Marc Randrup - D-kører

Marc fik en enkelt match i den Danske Speedway Liga i 2009, da han gæstede for Fjelsted og han scorede endda et enkelt point i sin debut. Ellers var Marc's største bedrift at kører Glumsø op fra 2. division til 1. division og han var et af hans holds bedste i løbet af sæsonen, der også endte med oprykning til Glumsø.

Tommy Pedersen (C) - udenfor truppen

Fjelsted har altid holdt godt på deres danske kørere, men det skaber nu problemer for Tommy Pedersen, der har valgt at skifte fra Holstebro til Fjelsted. Reglementet siger, at ingen klub må have mere end fire danske B- og C-kørere i truppen - og da Fjelsted allerede har fire kørere, må Tommy stå uden for truppen og derfra håbe´, at han kan gøre en af de øvrige danskere rangen stridig.

Michael B Nielsen - holdleder

I 2008 var han assistent og i 2009 blev han forfremmet til selv at stå med ansvaret som holdleder - og denne rolle udfylder Michael B Nielsen også for Fjelsted Speedway Klub i sæsonen 2010.

 
26-11-2009 Outrups bruttotrup til 2010

Outrup var igennem mange år en fast del af den Danske Speedway Liga, men i 2008 rykkede holdet ud af ligaen efter en skuffende sæson. Nu er klubben tilbage i det bedste selskab og klubben har skabt en stærk bruttotrup.

Grzegorz Walasek - A-kører

Walasek var fast Grand Prix-kører i 2009 (og i øvrigt også i 2002). Han har været polsk mester både som senior (2004) og som U21-kører (1997) og han er flere gange hold-verdensmester med det polske landshold. Han har også flere gange optrådt i den danske liga, blandt andet for Slangerup, men i sæsonen 2010 bliver han A-kører for Outrup.

Mads Korneliussen - B-kører

Efter tre sæsoner i Esbjerg Motor Sport har Mads Korneliussen valgt at skifte til Outrup Speedway Club, hvor Mads får æren af at være holdkaptajn på det nye Outrup-hold. Modsat mange af sine landsmænd valgte Mads ikke at køre i Sverige i 2009, men koncentrerede sig om sine klubber i England og Danmark samt nogle få matcher i Polen og Tyskland.

Nicolai Klindt - B-kører

Nicolai er indbegrebet af Outrup Speedway Club, men da klubben rykkede ud af ligaen efter sæsonen 2008, skiftede han til rivalerne fra Holsted og var en vigtig brik i Holsteds guldmedaljer i 2009. Men med Outrup tilbage i ligaen er Nicolai nu også tilbage i Outrup.

Artur Mroczka - B-kører

Artur er en 20-årig polak, som foruden hjemlandet også har kørt i Sverige og Danmark i 2009. I Danmark kørte han to matcher i ligaen for Holstebro, men da Holstebros tidligere holdleder Steven Andersen nu er at finde i Outrup, er der også flere kørere, som er gået samme vej.

Miroslaw Jablonski - B-kører

Jablonski var sidst i Danmark, da Outrup deltog i den Danske Speedway Liga i 2008, hvor han deltog i syv af Outrups 14 matcher. I 2009 var der ingen danske klubber, der havde bud efter den polske kører, men med Outrups tilbagevenden til ligaen, er der atter bud efter Jablonski, som ellers har kørt i den polske 1. division samt i Allsvenskan.

Michael Palm Toft - C-kører

Palm Toft har ligesom Mads Korneliussen taget turen fra Esbjerg til Outrup, som han skal repræsentere i den Danske Speedway Liga i 2010. Han kørte 13 matcher som D-kører for Esbjerg i sæsonen 2009 og gjorde det så godt, at han til den kommende sæson er rykket op som C-kører.

Erik Pudel - C-kører

Tyske Erik Pudel kørte en enkelt match i den danske liga tilbage i 2008, mens ellers har den unge tysker været en flittig gæst i den danske 1. division. Pudel kører også i Polen, hvor han i 2009 deltog i 2. division og han har naturligvis også deltaget i den tyske Bundesliga. På den internationale scene har Pudel været med på de tyske ungdomslandshold i 2009.

Matic Voldrih - C-kører

Den 21-årige Matic Voldrih er et ukendt blad i dansk speedway. Den unge kører har i 2009 primært deltaget i en række ungdomsløb i Slovenien, Kroatien og Ungarn. Men holdleder Steven Andersen fra Outrup har store forhåbninger på vegne af den unge slovenier, som kan få sin debut i Danmark i løbet af 2010.

Steffen S Andersen - D-kører

Steffen har i løbet af de seneste tre sæsoner kørt i tre forskellige ligaklubber. I 2007 kørte han fire matcher for Holstebro Speedwau Klub, i 2008 fem matcher for Outrup Speedway Club og i 2009 fem matcher for Fjelsted Speedway Klub. I 2010 er han tilbage i barndomsklubben Outrup, som er tilbage i ligaen efter et års pause.

 Claes Nedermark - D-kører

Claes er en af kørerne, som har valgt at følge holdleder Steven Andersen i skiftet fra Holstebro Speedway til Outrup Speedway Club. I sæsonen 2009 kørte Claes 11 matcher som C-kører for Holstebro, men i 2010 er han blevet kategoriseret som D-kører og kan dermed blive et vigtig kører for Outrup.

Dennis Spicker - D-kører

Dennis Spicker har de seneste to år kørt for Slangerup Speedway Klub i den Danske Liga - det skal dog siges, at mens han kørte 10 matcher i 2008, blev det kun til en enkelt match i 2009. Det er muligvis en af årsagerne til at Dennis har valgt at skifte til Outrup Speedway Club, hvor han i øvrigt også har kørt for klubbens hold i 1. division.

Marcin Kozdras (C) - udenfor truppen

Marcin er en 22-årig polak, som har været hårdt ramt af skader de seneste to sæsoner - meget tyder dog på at han er ved at være over sine mange skader - og han har derfor indvilliget i at skrive kontrakt med Outrup med henblik på 2010.

Lasse Kragh (D) - udenfor truppen

Lasse er nyoprykker fra 80cc og skal i gang med sin første sæson på 500cc. Det betyder, at han skal deltage i minimum syd divisionsmatcher før han kan debutere i ligaen, men kontrakten med Outrups ligahold er allerede på plads

Steffen Paaskesen (D) - udenfor truppen

Kenneth Dyrvig Jensen (D) - udenfor truppen

Ovenstående to kørere er også nyoprykkere på 500cc til sæsonen 2010 - og de har ligeledes skrevet kontrakt med Outrup Speedway Club.

 

Steven Andersen - holdleder

Steven Andersen har slev haft en aktiv karriere som kører i Outrup Speedway Klub, men måtte indstille karrieren efter et voldsomt styrt, der kostede en brækket ryg. De seneste år har han virket som holdleder i Holstebro Speedway Klub, men vender i sæsonen 2010 hjem til barndomsklubben Outrup for at være holdleder for klubben ligahold.

 
08-11-2009 Fjelsted er klar med kørerne til 2010

Fjelsted Speedway Klub har på et pressemøde offentliggjort kørerne til sæsonen 2010.

Klubben har lavet aftaler med følgende kørere:

Sebastian Ulamek - A-kører

Claus Vissing - B-kører

Peter Kildemand - B-kører

Rene Bach - B-kører

Lubos Tomicek - B-kører

Adam Kajoch - B-kører

Simon Nielsen - C-kører

Tommy Pedersen - B-kører

Samo Kukovica - C-kører

Nicki Barrett - D-kører

Marc Randrup - D-kører.

Klubben må dog kun have i alt fire danske kørere i kategorierne B og C, og derfor er en af ovenstående kørere nødsaget til at stå udenfor Fjelsteds bruttotrup.

Fjelsted Speedway Klub oplyser, at den endelige bruttotrup offentliggøres senest tirsdag.

 
03-11-2009 Yderligere fem udenlandske kørere er kategoriseret

I dag er yderligere fem kørere blevet kategoriseret som kørere til den danske liga.

De fem er:

  • Adam Roynon - B-kører
  • Marcin Kozdras - C-kører
  • Mathias Thörnblom - C-kører
  • Rene Deddens - C-kører
  • Samo Kukovica - C-kører

Se den samlede liste over alle kategoriserede kørere her.

 
02-11-2009 Kategorisering af kørere til 2010

Senest den 15. november skal de otte hold i Danish Speedway League have anmeldt deres hold til sæsonen 2010.

Der er allerede mange rygter og flere klubber har også offentliggjort dele af deres nye bruttotrupper.

En forudsætning for at lave den rigtige bruttotrup, er at klubberne kender kategoriseringen af de enkelte kørere.

De danske kørere er tidligere blevet kategoriseret til sæsonen 2010 og nu følger alle de udenlandske kørere.

Via nedenstående link finder du en oversigt over de til 2010 kategoriserede kørere.

Kategoriseringsliste 2010

Listen vil løbende blive opdateret i takt med at nye kørere bliver kategoriseret,

 
  Nyhedsarkiv

Klik på billedet herover for at gå til vores nyhedsarkiv.

 

. Velkommen til hjemmesiden for den danske speedway liga. Her finder du altid opdaterede resultater og stilling samt nyheder og præsentation af de deltagende klubber      

 

E